Hvad er en DIT?
DIT er en forkortelse for "Digital Imaging Technician" og er en forholdvis ny betegnelse, der i særdeleshed har fundt indpas i Danmark efter introduktionen af digitale filmkameraer som RED ONE og ARRI D21. I princippet har rollen dog eksisteret siden de første HD formater så dagens lys. At der så reelt ikke har været en person på settet med denne titel er en helt anden historie.
Meningen med denne side er at skabe klarhed over hvad man (efter min mening) bør kunne forvente sig af en DIT - i et letforståeligt sprog, der ikke kræver kendskab til specifikke teknologier eller tekniske termer. Der er stadig en del usikkerhed fra produktionerne om hvad denne "DIT" laver, hvilken rolle det er og hvad personen, der påtager sig den bør løse af opgaver. Selv fagforeninger som FAF har ingen idé om hvor denne "DIT" hører henne i organisationen - både hvad angår jobbeskrivelse og lønsats, hvilket ofte betyder at en DIT bliver sidestillet med en videoassist eller runner (eller hvis man er heldig - som kameraassistent). Dette er på ingen måde en færdig opskrift eller facitliste, for alle produktioner er forskellige men forhåbentlig kan dette være udgangspunkt for en videre diskussion.
Indledende kommentarer
Efterhånden som mere og mere af arbejdsprocessen med at lave film bliver digital (ligefra optagelse, digital fremkaldelse, efterarbejde, "udskydning" og endda fremvisning) er behovet for en person, der forstår disse teknologier og arbejdsgange blevet vigtigere og vigtigere fordi det har direkte indflydelse på den måde både instruktør og fotograf kan arbejde på. Det er derfor vigtigt at der i kamera-afdelingen som minimum er een person med overblikket og forståelsen for disse processer og teknologier så der kan rådgives og serviceres udi disse mange nye discipliner. På samme tid oplever hele branchen et øget pres for at kunne producere hurtigere og mere effektivt for at spare penge i sidste ende.
Afhængig af produktionens art kan det derfor være særdeles attraktivt allerede på location løbende at kunne kvalitetstjekke det optagede materiale i forhold til både fokus, eksponering og komposition.
En DIT er i praksis en specialiseret tekniker og rådgiver for kamera-afdelingen. Han/hun udfører support på kameraet, hjælper kamera-afdelingen på optagelse således at teknikken ikke er stopklods for de kreative ønsker fotografen måtte have - og arbejder i visse tilfælde allerede sammen med fotografen før optagestart med at finde filmens endelige look så dette kan previewes på settet.
Professionel baggrund og forkundskaber
En DIT bør have...
- generel kendskab til arbejdsprocesserne på både film- og tvproduktioner - herunder kendskab til eventuelle forskelle mellem de to både i forhold til produktion og post-produktion.
- kendskab på specialist-niveau af kameraer, optage formater/medier og disses fordele og ulemper
- kendskab til lyssætning, optik/filtre, farve-teori samt eksponering - både på teknisk og kreativt niveau
- indgående kendskab til brug af computere og dertilhørende udstyr samt vurdering af datasikkerhed og forskellige backup metoder og typer
- generel kendskab til arbejdsgangene i forhold til efterarbejdet/post-produktion, herunder grading og udkørsel på film
Arbejdsopgaver
Forberedelse (prep)
- Rådgivning af fotograf i forhold til optagelse
- Planlægning af arbejdsgange/work-flow
- Afprøvning af det visuelle udtryk sammen med fotograf og post-produktion
- Kalibrering af udstyr (monitorer) såfremt det er nødvendigt
- Udarbejdelse af filstrukturer og datahåndtering med post-produktion
- Valg og opsætning af kameraudstyr sammen med b-foto og fotograf
- Test og justering af kameraudstyr
- Planlægning og organisering af kameraudstyr i samarbejde med b-foto
Produktion
En DIT:
- Hjælper fotografen med at opnå det ønskede visuelle udtryk med de tekniske hjælpemidler der er til rådighed
- Foretager dagligt tjek af kameraets backfokus, gate, indstillinger og sætter evt. tidskode
- Er ansvarlig for løbende at tage backup af materialet, skifte magasiner osv. (uddybelse undervejs)
- Foretager løbende tjek af materialet i forhold til fokus, eksponering og komposition.
- Foretager ændringer af indstillinger på kameraet i samråd med fotograf og b-foto
- Hjælper evt. video-assist med optimal trækning af kabler samt sikre at billedet instruktøren ser er i overensstemmelse med det fotografen ønsker
- Opsætter af monitors, evt. kalibreringsudstyr og andet optageudstyr (herunder scripters maskine)
- Hjælper - såfremt der er tid til det - kamera-afdelingen med andre opgaver såsom udskiftning af batterier, filtre etc.
- Foretager små-reparationer af udstyr såfremt muligt
- Hjælper med nedpakning af kamera-udstyr sammen med kamera-afdeling
Daglige opgaver - efter "tak"
OBS! Omfanget af arbejde efter "tak" varierer meget fra produktion til produktion og hvorvidt materialet afleveres dagligt til klipper eller ej
En DIT:
- Foretager yderligere backup samt evt. lave transport-disk
- Gennemgår script-rapport og tjekke at materialet matcher clipnumre med klap
- Udarbejder logfiler til post-produktion (kamerarapport og diskrapport)
- Udkører el. gennemgår daglige prøver (kræver særligt udstyr)
Post-produktionen
- Evt. teknisk og visuelt tjek af materialet med post-produktionen
- Være til rådighed, hvis der er spørgsmål til materialet
Hvis du ønsker at vide mere, så kontakt mig endelig for en uforpligtende snak på eller ring på tlf. +45 29 640 639.
Kinema.dk ejes og drives af Tony Lorentzen. Følg mig på Twitter, Facebook og LinkedIn.